Og jeg kan allerede nu røbe, at der bliver talt ufattelige mængder vrøvl rundt omkring i sportspressen. Det har fået mit sind i kog, og har fået det til at krible i fingrene for at revse disse vanvidsytringer og en gang for alle slå fast, hvem der fortjener priserne. For der er faktisk meget lidt at diskutere…
MVP
LEBRON JAMES
Der er absolut intet at diskutere! LeBron James er ligaens klart bedste spiller og fortjener utvivlsomt sin anden og absolut ikke sidste kåring som MVP. Hans statistik taler for sig selv. Næsten 30 points per kamp og dermed ligaens andenbedste scorer, kun overgået af Kevin Durant. 7,3 rebounds per kamp, hvilket er på niveau med flere startende centere i ligaen (Nene har f.eks. 7,7) og så 8,6 assists per kamp. Are you kidding me!!? Det er sjette-højeste assist-antal i ligaen og mere end prominente point-guards som Devin Harris, Baron Davis, Derrick Rose og Russell Westbrook. Det er i assist-kolonnen at al snak om Kevin Durant som MVP bliver totalt begravet. Derudover rammer han på over halvdelen af sine skud og har begravet 129 3-pointsskud i sæsonen. Han kan alt! Og hvad statistikken ikke viser, er den store indflydelse han har på holdånden, arbejdsmoralen og kammeratskabet på et Cleveland-hold, der som ligaens pt. bedste hold mest af alt minder om gruppe drengerøve, der har hængt ud siden de var små.
| Snit per kamp | LeBron James | Kevin Durant | Dwight Howard |
| Points | 29,7 | 30,1 | 18,4 |
| Rebounds | 7,3 | 7,6 | 13,2 |
| Assists | 8,6 | 2,8 | 1,8 |
| Steals | 1,6 | 1,4 | 0,9 |
| Blocks | 1,0 | 1,0 | 2,8 |
| Scorings-% | 50% | 47% | 61% |
| 3-point scorings-% | 33% | 36% | 0% |
Jeg kunne godt begynde at tale om Durant, Dirk, D-Wade, Melo og Howard, om hvem af dem der kunne fortjene pladsen som nummer to. Men der er kun én award, og der er ingen tvivl om den! Som Ryen Rusillo på NBA Today podcast’en foreslog, så burde alle der ikke stemmer på LBJ som MVP have frataget deres stemmeret i de næste fem år. Jeg kunne ikke være mere enig. Der er absolut intet at diskutere!
Bedste defensive spiller
DWIGHT HOWARD
Howard er i sæsonen både ligaens bedste rebounder og shot-blocker, og der er langt ned til resten af feltet. Han har næsten 1½ rebound mere end nummer to på listen (Zach Randolph) og leder blocking-statistikken med 2,79 blocks per kamp, hvilket er 0,2 flere end spillets næstbedste shot-blocker, Andrew Bogut. Ud af ligaens 81 registrerede centere er han ligeledes nummer fem i steals. Det vildeste er, at denne skræmmende statistik kun viser halvdelen af, hvor stor en defensiv faktor, Howard er. Hvad den ikke fortæller er, hvor mange gange hans udstrakte overdimensionerede arme eller urokkelige 120 kilo tunge krop får bolden til at ryge ved siden af kurven, snarere end i, uden at det dog tæller som et block, og hvor mange gange hans modstander undlader at skyde, fordi han ud af øjenkrogen ser giganten i gang med at time sit opspring til endnu et monster-block. Hans blotte tilstedeværelse skræmmer livet af enhver modstander.
| Snit per kamp | Dwight Howard | Andrew Bogut | Josh Smith |
| Rebounds | 13,2 | 10,2 | 8,7 |
| 9,7 | 7,1 | 6,0 |
| 3,5 | 3,0 | 2,7 |
| Blocks | 2,8 | 2,5 | 2,1 |
| Steals | 0,9 | 0,6 | 1,6 |
Selvom Josh Smith, Andrew Bogut og Andersson Varejao gør imponerende defensive ting for deres hold, og selvom min største drøm ville være at nævne The Matrix himself, Shawn Marion som seriøs Defensive Player of the Year kandidat (får dog en top-10 placering i min bog i år), så er der ingen, der når Howard til sokkeholderne. Han er NBA’s rebounding og shotblocking beast, og får sine modstandere til at ændre skud og tage desperate beslutninger i sidste øjeblik. Alt for at undgå at få deres layup-forsøg sendt ud på tredje tilskuerrække. Det altid smilende 211 centimeter høje muskelbundt på bare 25 år bliver igen i år ligaens defensive spiller.
Årets bænkspiller
JAMAL CRAWFORD
Endelig en award der faktisk er til diskussion. The Three J’s, som jeg har besluttet at kalde dem: Jamal, Jason og J.R. har alle tre leveret uvurderlige præstationer for hver deres hold. Statistikmæssigt ligger de næsten lige (J.R. dog en smule under de andre), de spiller alle tre for vindende hold, spiller alle tre shooting guard positionen og har alle tre været inkonsistente som ind i helvede. Deres præstationer har alle været som vinden blæser, og man har aldrig kunne regne med, om man ville se en superstar-præstation eller en performance lige til lokummet, når de viste sig på ens skærm en kold vinteraften. Men på trods af det, har de alle snittet nogle imponerende resultater, og ingen af deres hold ville være der hvor de er i dag, havde de haft Stephon Marbury på positionen i stedet. De er i næsten ulækker grad ens på rigtig mange fronter. Men hvorfor har jeg så valgt at kåre Jamal Crawford som NBAs bedste bænkspiller anno 2009/10?
| Snit per kamp | Jamal Crawford | Jason Terry | J.R. Smith |
| Points | 18,0 | 16,7 | 15,4 |
| Rebounds | 2,5 | 1,8 | 3,1 |
| Assists | 3,0 | 3,8 | 2,4 |
| Steals | 0,8 | 1,2 | 1,3 |
| Blocks | 0,2 | 0,2 | 0,3 |
| Scorings-% | 44,9% | 44,0% | 41,4% |
| 3-point scorings-% | 38,2% | 36,3% | 33,8% |
| Minutter på banen | 31,1 | 33,1 | 27,8 |
- Både Terry og Crawford er på holdet af én eneste årsag: scoring. At kunne smide bolden gennem nettet er derfor det klart vigtigste, og her er Crawford bedre. Ikke meget, men bedre.
- Terry er i vidt omfang afhængig af fremragende bold-distribution fra Kidd eller at andre bryder forsvaret ned, mens han så finder den frie skudposition efter nogle off-ball screens. Her er Crawford styrende og kan skabe sine egne chancer. I afgørende situationer har han bolden lige så meget i hænderne som Bibby og Johnson, og det er altså imponerende for en bænk-spiller.
- Clutch! Et ord jeg først fandt ud af hvad betød, efter at have set et utal af kampe. Men nu forstår jeg i sandhed, hvad de kloge kommentatorer rablede om: Evnen til at præstere i afgørende situationer. Og her er Crawford fantastisk! Hvor mange gange har han ikke sænket vanvittige skud i afgørende situationer og ofte helt nede fra midten. Når kampen skal afgøres ville jeg 100 gange hellere ha’ Crawford end Terry på mit hold.
Jamal Crawford er derfor mit valg til Sixth Man of the Year!
Mest udviklede spiller
AARON BROOKS
Jeg besluttede mig for at lave min Most Improved Player liste, uden først at læse alle mulige andres meninger om, hvem der skulle have awarden. Jeg tænkte, ”hvilke spillere har virkelig gjort sig bemærket i år, som sidste år var markant dårligere”. Min første liste så sådan her ud (i den rækkefølge jeg kom i tanke om dem):
- Aaron Brooks (HOU)
- Channing Frye (PHO)
- Kevin Durant (OKC)
- Aaron Afflalo (DEN)
- Goran Dragic (PHO) – okay et lidt alternativt valg, men den knægt kan pludselig spille seriøs bold.
Efter dog at have læst andre kommentatorers meninger, måtte jeg desværre sande, at jeg endnu ikke ved alt om alle spillere i ligaen uden at læse på det først, og måtte tilføje yderligere et navn til min liste:
- George Hill (SAS)
Mange kommentatorer argumenterede for også for Andrew Bogut (MIL) og Gerald Wallace (CHA) som M.I.P., men her stopper vanviddet. De var også superstjerner sidste år! Nok har de forbedret sig endnu mere og måske klarede deres hold sig ikke så godt sidste år som i år, men det er mest på grund af eminente trænere, at de oplever deres nuværende succes.
Af de seks navne på listen, er der dog meget lidt at diskutere: Aaron Brooks er manden, man må give størst credit. Fra at være en ret anonym rolle/bænkspiller sidste sæson, har han nu rejst sig til at blive den bedste (spillende) spiller på et skadesplaget Houston-hold. Han har startet hver eneste kamp, og er ud af ingenting pludselig blevet ligaens klart bedste 3-points-skytte med 205 scoringer (næste på listen er Gallinari med 177) og en scoringsprocent på 39,7%. Samtlige af hans statistikker er skudt i vejret. Hans assists er næsten fordoblet og hans rebounds, skud-procent og 3-point % er også gået markant op. Det er en forbedring, som ingen af de andre på listen kommer i nærheden af. Og det er bare knægtens andet år i ligaen!
Bedste rookie
TYREKE EVANS
Selvom det var tæt, var Tyreke i år den bedste rookie. Curry bliver sandsynligvis den bedste spiller af alle rookies, mens Jennings er totalt overvurderet pga. sin 55 points kamp tidligt i sæsonen, og kommer knap i min top-10 i år. Tager 50 skud per kamp og involverer ikke sine holdkammerater (ja, hans største forbillede er Allen Iverson). Puha, rart at få luft for den…
Der hvor Stephen Curry afgjort slår Tyreke Evans er ved hans evne til at smide 3’ere i. Han har et Ray Allen style skud allerede som 20 årig, og det er simpelthen vanvittigt. Han bliver en af ligaens HELT store spillere de kommende år. Ingen tvivl…
| Snit per kamp | Tyreke Evans | Stephen Curry | Brandon Jennings |
| Points | 20,1 | 17,5 | 15,4 |
| Rebounds | 5,3 | 4,5 | 3,4 |
| Assists | 5,8 | 5,9 | 5,7 |
| Steals | 1,5 | 1,9 | 1,3 |
| Blocks | 0,4 | 0,2 | 0,2 |
| Scorings-% | 45,8% | 46,2% | 37,1% |
| 3-point scorings-% | 25,5% | 43,7% | 37,4% |
| Minutter på banen | 37,2 | 36,2 | 32,6 |
Tyreke er dog kongen blandt dette års rookies. Han er den klart mest scorende, og hans evne til at lede sit hold når en kamp spidser til, er en evne som ingen andre har. Sacremento-holdet bygger simpelthen spillet op omkring ham i afgørende situationer, og han skuffer sjældent. Samtidig spiller han med en ydmyghed og kærlighed til spillet som sjældent er set, og selvom han er shooting guard, og hans primære rolle er scoring, har han i snit næsten 6 assists per kamp. Der skal helt afgjort arbejdes med hans 3-points-scoring før han kan blive den komplette spiller, som får ham op blandt de fem bedste spillere i ligaen. Men når det så er sagt, så er der meget lidt, som vores 20-årige ven ikke kan. At se ham vride Kobe’s ankler af led i en one-on-one situation, eller at se ham drive igennem et af ligaens bedste forsvar, for så at servere den til sin holdkammerat, der er så fri under kurven, at han nærmest kan nå at klø sig røven inden han lægger den i, er noget man sjældent ser hos en rookie. Han er fantastisk, og han bliver imponerende at følge de kommende år…
Bedste træner
SCOTT SKILES (Milwaukee Bucks)
Når man kigger på ovenstående statistik, ser det ud til, at Oklahoma Citys træner, Scott Brooks er lysår foran hans nærmeste konkurrenter. Gik fra at ligge helt i bunden sidste år, til nu at være med i playoffs. Det er en imponerende præstation, uden tvivl, men Milwaukees træner, Scott Skiles skal dog have awarden.
| Scott Skiles (MIL) | Scott Brooks (OKC) | Alvin Gentry (PHO) | |
| Placering sidste sæson | 21 | 27 | 13 |
| Placering denne sæson | 14 | 10 | 5 |
| Forbedring | 7 | 17 | 8 |
Men lad os lige starte med at ekskludere Alvin Gentry fra det gode selskab. Hans hold var ganske udmærket sidste år. Blev samlet nummer 13, men på grund af den ualmindeligt hårde konkurrence i Western Conference, var deres 46-36 record kun nok til en 9. plads og dermed ikke til en plads i slutspillet. Havde holdet spillet i East, havde de endt som nummer 5. Holdet har dog spillet bedre end forventet, men det skyldes ikke mindst at Shaq blev sendt til Cleveland og at de unge kræfter på bænken er modnet i en helt ekstrem grad siden sidste år.
Oklahoma Citys præstation denne sæson er imponerende. Intet mindre. Og desværre ser det da også ud til, at Scott Brooks kunne løbe af med awarden, fordi fansene ikke stiller sig selv spørgsmålet, ”hvor stor en del af succesen er trænerens fortjeneste?”. Han leder et ekstremt talentfuldt hold, der anføres af ligaens næstbedste spiller, Kevin Durant. Klubbens lederskab og talentspejdere fortjener uden tvivl at blive kåret som de bedste i ligaen for deres evne til at handle sig til draft-picks, spotte de rigtige talenter og vælge de rigtige ud fra holdets behov. Selvfølgelig skal Brooks have sin del af æren for deres fine præstationer, men han har virkelig også fået svimlende store talenter at arbejde med…
Skiles har derimod haft meget lidt at arbejde med. Andrew Bogut og en ufattelig skydeglad ung rookie, som er skadelig for holdspillet Iverson-style, er, hvad holdets scoring er blevet bygget op omkring. Salmons kom ind midt på sæsonen, hvor holdet allerede havde præsteret til overmål, og sørgede for, at niveauet ikke dalede mod slutningen. Holdets absolutte stjerne, Michael Redd, har været ude hele sæsonen og det har derfor været spillere som Kurt Thomas, Ersan Ilyasova, Luke Ridnour, Charlie Bell, Luc Mbah a Moute og Charlie Bell, som har udgjort kernen i holdet (hver har spillet cirka halvdelen af minutterne i så godt som hver eneste kamp i sæsonen). At man med et sådant mandskab har kunnet mænge sig i selskabet med Boston, Miami og Charlotte om midterplaceringerne i Eastern Conference, er den største trænerpræstation i NBA i 2009-10 sæsonen.
-Dette lukker debatten om, hvem der fortjener hvilke awards. Bænkevarmer- og trænerawarden kan bestemt diskuteres, men ellers ligger de i år lige til højrebenet. Problemet er, at sportsjournalisterne lever af at diskutere, og hvis en paphat siger "jeg synes Kobe skal være MVP", så læser folk hans artikel, selvom det er det værste og mest usaglige vrøvl i verden. Bare fordi valget er kontroversielt og alle har en mening om Kobe.
Endnu en sæson er gået, og playoffs venter forude. Det er ligesom jul, bare om sommeren, og så varer de 40 dage. Hvad kan man mere forlange?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar