Efter en påske med en af de mest spændende NBA-kampe i nyere tid, Boston mod Cleveland, som mange af jer sikkert så på DK4 i søndags, er der nu kun fem kampe tilbage af sæsonen for de fleste hold i ligaen.
Hvad betyder dette for de enkelte hold? Begynder de store hold at bænke de store stjerner for at spare dem til playoffs? Og bruger de små hold effektivt tiden på at udvikle truppen, nye plays og prøve nye spillere af, samtidig med at de lader sig tabe, for at sikre sig et godt pick til det næste draft?
Holdenes strategi er vidt forskellige alt efter hvilken position de er i, men generelt er der meget få hold, der i øjeblikket slapper af, takket være nogle fantastiske udviklinger i ligaen i de seneste uger. Selvom 15 af de 16 playoff-hold allerede ligger fast, bliver der stadig kæmpet og konkurreret som vilde over hele ligaen. Søndagens kamp mellem Boston og Cleveland illustrerede dette til fulde: Hårde fejl, bad-mouthing mellem LeBron og Kevin Garnett (han er kugleskør, men vi elsker ham) og en intensitet der hører hjemme i de sidste runder af en playoff-serie.
Udviklingen i Western Conference er helt fantastisk. Påskesøndag lå 4 hold HELT lige og besad pladserne 2-5 i konferencen. Det var Dallas (go Marion), Utah, Suns og det spillende tatovør-studie, Denver, der i øjeblikket er i frit fald med en kræftramt træner og en skadet K-Mart. I øst kæmper Boston og Atlanta om tredjepladsen (hvad sker der for Boston? Tid til at finde stokken frem?), mens et flyvende Miami-hold nu ligger lige med Milwaukee på 5. pladsen, der i weekenden mistede Bogut i en af de klammeste skader jeg længe har set. I bunden kæmper Bulls og Raptors fortsat om 8. pladsen og retten til at få lov til at tabe 4-0 til LeBron og Co. i første runde af playoffs.
Blandt en stor del af playoff-holdene er der med andre ord stadig masser af positionering at kæmpe for, og for dem, der er sikre på deres placering, skal holdene nu gøres mesterskabs-klar. Lakers ender utvivlsomt som nummer 1 i vest, men deres resultater har været skuffende på det sidste. Kobe skal nok komme igen når vi skriver playoffs i kalenderen, men Bynum vil stadig være skadet og bænken performer værre end nogensinde. Her skal der arbejdes for at holde pokalen i Californien og for bare at komme igennem første runde, som efter alt at dømme kommer til at blive spillet mod San Antonio (NBA's svar på det tyske fodboldlandshold), der i øjeblikket er det bedst præsterende hold i ligaen. Der rystes i bukserne i L.A.!! Hos Cleveland er der også skader, der truer mesterskabsdrømmene. Shaq og Varejao er bænket (kan dog nå at komme tilbage men næppe i 100% form), og der er travlhed for at få Hickson og Big Z til at spille mesterskabs-værdig bold. Hos Orlando er der ikke de store skader, men Lewis og Carters storform synes til tider langt væk (på trods af et Vinsanity 360 dunk i forgårs...).
I bunden synes der på mystisk vis ikke at være travlhed for med vilje at tabe de sidste kampe for at opnå bedre chancer for et top-pick til det kommende draft. Hvorfor? No f****** clue!!! Måske en ivrig læser kan svare mig på det? Et hold som Sacremento har fattet det, mens Detroit og Washington, der i øjeblikket deler andensidste-pladsen i øst, øjensynligt har travlt med at vinde det de kan... Om jeg begriber det.
I hele NBA er der derfor i øjeblikket kamp til stregen. Hver en kamp tæller og der bliver kæmpet til sidste blodsdråbe. Det er helt umuligt at tegne et play-off træ, der bare med nogenlunde sandsynlighed kommer til at holde den næste 1½ uge. Og endnu mere spændende - det er vildt svært at forudse, hvilke hold der kommer videre fra første runde. Cleveland og Orlando går videre udanset hvilke potentielle 7. og 8. hold de møder, men derudover er der intet der er sikkert. Håber i har masser af tid til at følge NBA de kommende 10 dage, for det bliver intet mindre end fantastisk!!!!! Og, hey: It's soon playoff time!!!
onsdag den 7. april 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar